fredag den 9. maj 2014

La semaine culturelle(Kulturel uge)

Hele sidste uge havde vi kulturel uge på skolen, hvilket betød at vi ikke havde normalt skema. Femte og sjette klasserne var taget på studietur til henholdsvis Wien og Toscane(Italien), så os fjerde klasser var helt alene på skolen. Lige den uge må jeg ærligt indrømme at jeg var lidt træt af at vi ikke skulle på studietur, men det var der ikke så meget at gøre ved. Mandag, onsdag og fredag havde vi almindelige skoledage dog med teater og koncert to af dagene. Tirsdag tog vi til Namur og torsdag var det helligdag eftersom det var Arbejdernes dag.  

På trods af at vi ikke skulle på studietur var det virkelig en god tur til Namur. Vi var tre klasser der tog afsted, og dagen blev brugt på at besøge museer, og så havde vi lidt tid for os selv ved middag. Det skal måske lige siges at Namur er en af de største byer i Belgien, og det ligger en god times kørsel fra hvor jeg bor. Det første museum vi så handlede om en belgisk kunstner der hedder ROBS. På det andet museum så vi hvordan man laver parfume. Det skal forresten lige nævnes at jeg så billeder af dronning Margrete rundt omkring på museet eftersom hun har været nede at se det. Vi kan vidst godt sige at jeg var en meget stolt dansker da jeg så billeder af Dronning Margrete, og jeg tror at alle dem der stod nær mig fandt ud af at det var den danske dronning på billedet ;-)

I morgen tager jeg til Bastogne med AFS, hvor vi skal se et museum om 2. verdenskrig, og derefter laver vi grill mad! Nu har det regnet hele ugen, så jeg ved ikke lige om det er vejr til at tænde grillen, men vi får se :-) Det bliver forresten den sidste aktivitet vi har sammen inden den sidste camp i slutningen af juni. Det er helt underligt at tænke på!

Fra højre Pauline, Marie og Wendy. Vi satte os i gangen eftersom der ikke var nok plads til os allesammen i vognene. Det var nu ganske hyggeligt!

Pauline og jeg

Billeder af Dronning Margrete på museet

Wendy og jeg i toget

Pauline, Wendy og jeg lige inden Noa Moon koncert! Jeg kendte hende ikke, men hun er åbenbart rimelig kendt her i Belgien. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar